I foråret 2024 søgte vi i Horsens om midler fra den regionale udviklingspulje til at starte et gruppetilbud op. Det er ingen hemmelighed, at vi har været meget spændte på, om folk ville melde sig til. Men efter to dage var Libreholdet på 25 pladser fyldt op og efterfølgende har flere skrevet sig på venteliste. Der er også 16 tilmeldte til Dexcomholdet.
De første to hold havde 1. mødegang i september og skal efterfølgende mødes igen i slutningen af oktober og november til temaerne Mad, drikke og diabetes, Et aktivt liv med diabetes og Hverdagslivet med diabetes. Alle tre mødegange er med udgangspunkt i netop den teknologi, de går med, for at gøre dem klogere på funktioner og hvordan de kan bruge teknologien mere i hverdagen.
Nu er første mødegang afviklet for begge hold og det var to gode aftener med god stemning og mange gode snakke ved bordene og alle har givet rigtig positiv feedback. Så selvom 2/3 af deltagerne har haft diabetes i mere end 20 år, var det stadig nyt at lære om kulhydrater og kost og de første indledende snakke om teknologien.
Udsagn fra deltagere på holdene
- "Selvom jeg har haft diabetes i mange år, så har jeg aldrig før talt med andre med type 1 diabetes "
- "Super god diætist, som talte om noget af det mad (pizza mm) som alle spiser. Den viden jeg havde i forvejen blev genopfrisket omkring type 1 diabetes."
- "Rigtig gode oplæg - god energi og godt at snakke ved bordene og det at møde andre med diabetes"
Vil du høre mere om gruppeforløbet, kan du skrive til Ditte Hermansen, projekt- og udviklingsmedarbejder, Regionshospitalet Horsens på dirasm@rm.dk
|