Alle er enige om, at deling af data er afgørende for et sundhedsvæsen i balance og for at vi lykkes med de store forandringer i den kommende sundhedsreform.
Og vores sundhedsvæsen bugner af data. I Danmark er vi nemlig verdensmestre i at opsamle og lagre sundhedsoplysninger. Vi er dog knap så dygtige til at få dem præsenteret, så de giver overblik.
Præcis dette problem har vi i Steno Diabetes Center Aarhus arbejdet med i udviklingen af den digitale visningsløsning SAMBLIK.
I stedet for at præsentere "alt", har vi sammen med de klinikere, der har patienter med komplekse problemstillinger, defineret, hvad der er mest relevant at se og hvornår.
På den måde kuraterer vi med SAMBLIK data og viser dem i sygdomsspecifikke visninger, f.eks. for diabetes og KOL. Én skærm, ét overblik skabt i tæt samarbejde mellem læger, sygeplejersker og it-udviklere.
Det har krævet fravalg. Alle faggrupper har ønsker, men vi har systematisk prioriteret, hvad der er tvingende nødvendigt for de fleste sundhedsbehandlere - frem for at klemme ekstra oplysninger ind, som måske kun er relevant for de få patienter.
|